Præsterne bør opsøge socialt udsatte

- Folkekirken er for folket, og den skal blande sig mere i lokalsamfundet. Det giver lejlighed til at tale med præsten på en anden måde end ved gudstjenesterne.
Svaret kommer på www.folkekirken.dk fra Børnerådets formand, Lisbeth Zorning Andersen, der fik spørgsmålet, om Folkekirken stadig er for folket i forbindelse med kampagnen 'Fremtidens Kirke', som er søsat af Landsforeningen af Menighedsråd. For Lisbeth Zorning Andersen er det helt klart, hvor fremtidens folkekirke bør sætte ind: Præsterne må af med kjolen og ud blandt folk. Det tror jeg vil lokke flere i kirke, siger hun.
Kirken skal opsøge udsatte Lisbeth Zorning Andersen og hendes brødre har haft en turbulent barndom, hvor svigt, vold og seksuelle overgreb var hverdagskost. Som et værn mod, at børn vokser op under lignende forhold foreslår hun, at folkekirkens præster bruger flere kræfter på at opsøge socialt udsatte. - Præster har ikke den samme aura af kontrol, som myndighederne har. Den åbenhed, der er omkring en præst, kan gøre en forskel. Præsterne kan gå i dialog med udsatte familier og tilbyde hjælp, inden familien isolerer sig og tingene går galt – og uden at familierne føler sig som et jaget folkefærd, siger hun. Lisbeth Zorning Andersens forhold til kirken ligner flertallets. Hun går i kirke til højtiderne, men søndag formiddag er som regel helliget familien. Alligevel er det vigtigt for hende, at hendes fem børn har en grundlæggende viden om kristendommen. Hvordan synes du, fremtidens folkekirke skal være? Kig forbi Fremtidenskirke.dk og sig din mening.
|